Under overskriften ‘På museum i cyberspace’ aflæser Tom Hermansen i Morgenavisen Jyllandsposten lørdag den 10. marts 2007 termometret for Kunsthallen Brandts tilstedeværelse i Second Life.
Museologen Ane Hejlskov Larsen, Aarhus Universitet, kalder projektet interessant men er skeptisk overfor forberedelsen. Herefter sammenligner Ane Hejlskov Larsen Second Life miljøet med Sims og finder at avatarerne ligner stive dukker, som hun som kunstfaglig ekspert har svært ved at personificere sig med.
Ok siger jeg, - der er andre 3 D miljøer, men det er ikke pointen. Teknikken frembringer ikke filmisk kvalitet, men det er ikke pointen. En kunstfaglig ekspert er pr. definition klogere på kunst end andre, men det er ikke pointen.
Pointen er for mig at se at afprøve, tage livtag med, lege med – kort sagt at blive klogere på en ny verden og dens muligheder i formidlingen af kunst til et publikum og under betingelser, vi endnu ikke kender.
Ane Hejlskov Larsen peger på, at nogle (f.eks. Arken) allerede bruger Podcast i deres formidling. Fint nok, - det er da altid spændende med en mobil videofilm eller musikstump. Ane Hejlskov Larsen påpeger også, at museerne skal have overskud, økonomisk og mentalt til at gennemføre deres fremstød i nye medier – "for man skal huske, at ny teknologi stiller krav til nytænkning i kommunikationen og formidlingsstrategier".
Jamen – det er da selvklart, at nye teknologier altid giver anledning til at overveje, hvordan de bedst slår igennem. De økonomiske forudsætninger for at være med i Second Life er i øvrigt meget, meget beskedne.
Derimod er det rigtigt at pionerarbejde kræver et mentalt overskud, - dels skal man frigøre sig fra dødvægten af skepsis/skeptikere, dels skal man undersøge, registrere, afprøve – kort sagt udforske de nye muligheder og sammenhænge. Engang havde Podcast denne plads i fødekæden – lige nu leger vi med Second Life, og Podcast er blevet etableret – en anden dag er det noget andet. Og sådan vikler det sig ud.
Flot gået af Brandts – keep up the spirit - hvad kan det ikke føre til.
Ane Hejlskov Larsen foretrækker selv af besøge etablerede (min kursivering) hjemmesider med virtuel kunst som http://www.artnode.org og http://rhizome.org – og når jeg følger dette sikre spor, støder jeg som noget af det første på
Most 13 Beautiful Avatars Curated by Marisa Olson
Nov. 15 - Dec. 29, 2006 at Second Life's Ars Virtua gallery. Nov. 30 - Dec. 19, 2006 at The Italian Academy, Columbia University (NYC)
13 Most Beautiful Avatars, an exhibition in Second Life's increasingly popular Ars Virtua gallery --a virtual nonprofit arts organization-- captures the most visually dynamic and celebrated "stars" of Second Life. The Matteses have been living in the virtual world, Second Life, for over a year, exploring its terrain and interacting with its peculiar inhabitants. The result of their "video-game flanerie" is this series of portraits. (http://rhizome.org/events/timeshares/)
Og det er jo meget sjovt. Det åbner jo diskussionen yderlige, - fra om Second Life overhovedet er et medie til kunstformidling, til om det ligefrem selv kan være kunst. Hvis kunstens væsen er at flytte grænser, afprøve nye udtryksformer, skabe rum for iagttagelse og tænkning, ja - så er Second Life da en rimelig allieret.
1 comment:
Jeg vil, uden at kommentere dit indlæg yderligere Hans, henvise til mit blogindlæg om samme artikel: http://sorenholmberg.wordpress.com/2007/03/11/virtuel-kunstfaglighed/trackback/
Jeg er rørende enig i din vurdering af at vi her har at gøre med et medie som er så nyt så vi nødvendigvis må og skal eksperimentere. Men jeg vil gerne pointere at det for Brandts vedkommende ikke sker uden strategi, og uden at at vi først har sikret kunstfagligheden.
Post a Comment