Friday, 16 March 2007

Sandkassen - for nybegyndere og ....


På mødet igår om SL (se min note nedenfor) blev vi bedt om at lave en sandkasse, hvor University of Southern Denmark gruppen kan øve sig med at bruge prims. Der er nu lige skåret et større areal ud af øen til formålet (landet mellem de fire kugler). Mødte Jørgen på torvet - han var frisk på at prøve sandkassen. Det fungerer - han har nu kreeret en blå prim.

Jeg håber at nybyggerne rydde op efter sig i alle deres prims.

Jeg har installeret en maskine, hvor man kan udvælge karakteristika for den prim man vil bygge. Så producerer maskinen billeder af den.

Peg på billedet. Så vises en roterende 3D repræsentation af det ønskede. Klik på 'REZ' (byg) og objektet kommer til live. Man plukker det bare i luften, hvor det er - og går igang med at skabe det næste objekt.

På billedet her kan man ane maskinen - en blå tavle i baggrunden.

Thursday, 15 March 2007

Demo og hvervning


Den 15. marts kl. 14.30 - 16 demo i U100 Odense af SDU i Second Life. Cirka 30 personer havde reageret på vores indbydelse. Vi gennemgik vores strategier med tilstedeværelsen i SL og forklarede om valg af naboer - temaet er formidling. - viden, uddannelse, underholdning, kunst.

Der var en god spørgelyst om planer, muligheder, omkostninger, risiko, teknik og adfærd. Er vi ude i hampen - spurgte vi. Nej var svaret, det har noget for sig.

Vi har oplistet en række kompetencer, som vil kunne fremme arbejdet med SL på SDU. Der var en god interesse blandt de fremmødte - dejligt at vi nu kan mobilisere en kernegruppe, som kan være med til at rykke os videre. Vi har lovning på lokaler på SDU, hvor vi kan opstillet noget kraftigt udstyr - vi vil bruge ydre progammer og importere til SL - bl.a. Se powerpoints fra dagen her

Sunday, 11 March 2007

Avatarer har vægt i Second Life

Jeg vil afsøge og sandsynliggøre, at en avatar er andet og mere end fænotypen af sin skabers fantasier, - at den har vægt i sig selv. Derimod kan vi ikke afdække genotypen, den manifesterer sin kraft i samspillet med sine omgivelser. I SL vil der være en dobbelthed i disse udtryk/potentialer, som kommer frem i takt med udviklingen af SL i vekselvirkningen med RL erfaringer og behov - uha!

Derfor denne opstilling på Bifrost/105/183/25.

Hvis lovmæssigheden i Second Life definerer en tyngdekraft, så eksisterer der en tyngdekraft i dette miljø. Jeg illustrerer vægtstangsprincippet med min avatar og refererer således entydigt til ydre kræfter i forståelsen af det indre rum. Når min avatar kan tynge vippen ned, har min avatar vel tyngde?


Tænk lige over det.

Saturday, 10 March 2007

På museum i cyberspace - med J-posten og andre


Under overskriften ‘På museum i cyberspace’ aflæser Tom Hermansen i Morgenavisen Jyllandsposten lørdag den 10. marts 2007 termometret for Kunsthallen Brandts tilstedeværelse i Second Life.

Museologen Ane Hejlskov Larsen, Aarhus Universitet, kalder projektet interessant men er skeptisk overfor forberedelsen. Herefter sammenligner Ane Hejlskov Larsen Second Life miljøet med Sims og finder at avatarerne ligner stive dukker, som hun som kunstfaglig ekspert har svært ved at personificere sig med.

Ok siger jeg, - der er andre 3 D miljøer, men det er ikke pointen. Teknikken frembringer ikke filmisk kvalitet, men det er ikke pointen. En kunstfaglig ekspert er pr. definition klogere på kunst end andre, men det er ikke pointen.

Pointen er for mig at se at afprøve, tage livtag med, lege med – kort sagt at blive klogere på en ny verden og dens muligheder i formidlingen af kunst til et publikum og under betingelser, vi endnu ikke kender.

Ane Hejlskov Larsen peger på, at nogle (f.eks. Arken) allerede bruger Podcast i deres formidling. Fint nok, - det er da altid spændende med en mobil videofilm eller musikstump. Ane Hejlskov Larsen påpeger også, at museerne skal have overskud, økonomisk og mentalt til at gennemføre deres fremstød i nye medier – "for man skal huske, at ny teknologi stiller krav til nytænkning i kommunikationen og formidlingsstrategier".

Jamen – det er da selvklart, at nye teknologier altid giver anledning til at overveje, hvordan de bedst slår igennem. De økonomiske forudsætninger for at være med i Second Life er i øvrigt meget, meget beskedne.

Derimod er det rigtigt at pionerarbejde kræver et mentalt overskud, - dels skal man frigøre sig fra dødvægten af skepsis/skeptikere, dels skal man undersøge, registrere, afprøve – kort sagt udforske de nye muligheder og sammenhænge. Engang havde Podcast denne plads i fødekæden – lige nu leger vi med Second Life, og Podcast er blevet etableret – en anden dag er det noget andet. Og sådan vikler det sig ud.

Flot gået af Brandts – keep up the spirit - hvad kan det ikke føre til.

Ane Hejlskov Larsen foretrækker selv af besøge etablerede (min kursivering) hjemmesider med virtuel kunst som http://www.artnode.org og http://rhizome.org – og når jeg følger dette sikre spor, støder jeg som noget af det første på

Most 13 Beautiful Avatars Curated by Marisa Olson
Nov. 15 - Dec. 29, 2006 at Second Life's Ars Virtua gallery. Nov. 30 - Dec. 19, 2006 at The Italian Academy, Columbia University (NYC)

13 Most Beautiful Avatars, an exhibition in Second Life's increasingly popular Ars Virtua gallery --a virtual nonprofit arts organization-- captures the most visually dynamic and celebrated "stars" of Second Life. The Matteses have been living in the virtual world, Second Life, for over a year, exploring its terrain and interacting with its peculiar inhabitants. The result of their "video-game flanerie" is this series of portraits.
(http://rhizome.org/events/timeshares/)


Og det er jo meget sjovt. Det åbner jo diskussionen yderlige, - fra om Second Life overhovedet er et medie til kunstformidling, til om det ligefrem selv kan være kunst.

Hvis kunstens væsen er at flytte grænser, afprøve nye udtryksformer, skabe rum for iagttagelse og tænkning, ja - så er Second Life da en rimelig allieret.

Friday, 9 March 2007

Nimbusfilm med på Bifrost


Vores ø-strategi - formidling - bærer frugt. Vi kan idag byde Nimbusfilm velkommen på Bifrost. Læs mere om Nimbusfilm - der er gode titler som 'En soap' og 'Pragh'.

Saturday, 3 March 2007

7 liv i Second Life


Idag har jeg fået en ledsager i Second Life - en lille kat, som følger mig, hvor jeg går. Jeg kan chatte kommandoer til den - 'bliv', 'kom', 'giv hals'- som den adlyder. Jeg kan også beordre 'rul', 'puds' og 'apport' - men det sker der ikke noget ved.

På kennelen sagde de, at jeg bare skal blive ved med at træne. Dyret skulle være velegnet til livet herinde i SL - katten kan falde fra store højder og alligevel lande på benene. Det skal jeg også træne med mig selv.

Thursday, 1 March 2007

Indvielsen af den nye campus på vores egen Ø


I går - den sidste dag i februar - havde vi indvielse kl. 14. Vi havde vel 40 - 45 gæster i tiden frem til kl. 15, så der var godt besøg. SeanMichael Haller (Brandts) fik også klaret sin indvielse. Brandts udstiller i SL en kopi af Jesper Rasmussens værk. Jørn tog nogle ruller film, dem vil vi offentliggøre - se mere på http://intern.sdu.dk/enheder/it-service/SL/

Der var mange spørgsmål til DR Aftenshowet - hvornår åbner de? DR Aftenshowet har fortalt mig, at de vil køre første show onsdag den 7. marts kl. 19.30 - det glæder vi os til at se.

Jeg har hængt lidt lamper op i DR's studie - nu bliver det jo nødvendigt med noget lys - se billedet.